Af al Andalucías musik er der intet, der er mere betagende end saetaen. Under Semana Santa-processionerne, mens de store trono-figurer vugger gennem gaderne, klinger der pludselig en stemme fra en altan — ingen guitar, ingen varsel — og alt går i stå for at lytte.

Ordet betyder pil, og det er præcis sådan den træffer: en kort, gennemtrængende flamenco-klage rettet lige mod det forbipasserende billede af Kristus eller Jomfruen. Bærerne stopper, trommerne forstummer, og i et minut tilhører hele gaden en enkelt sanger og en holdt tone.

Den befinder sig lige på grænsen mellem religion og flamenco. Saetaen låner cante jondo's rå frasering og retter den mod himlen, og det er derfor, de største flamencostemmer altid har værdsat den højt — at synge en godt, fra en altan, er en slags ære.

Man kan ikke planlægge magien. De bedste saetaer er halvt forudsete og helt uforglemmelige — en påmindelse om, at i dette hjørne af Spanien har det hellige og det sungne aldrig rigtig været to forskellige ting.