Han blev født Francisco Sánchez Gómez i Algeciras i 1947 og lærte at spille guitar, fordi hans far satte ham til at øve i timevis, indtil fingrene blødte. Som teenager var han allerede på turné. I tyverne var Paco de Lucía den mest talentfulde flamencoguitarist i live – og han begyndte at føle sig rastløs.

Det, han foretog sig derefter, splittede meningerne og vandt dem så over på sin side. Han indførte det peruvianske cajón i flamencoen, spillede sammen med jazzmusikere som Chick Corea og John McLaughlin og dannede en sekstet, der tilføjede fløjte og bas til en musik, der altid havde bestået af guitar, stemme og hænder. Purister gispede; verden lyttede.

Hans samarbejde med sangeren Camarón de la Isla resulterede i plader, som flamencofans stadig taler om med sagte stemme – to enestående talenter, der skubbede hinanden til nye højder album efter album.

Da han pludselig døde i 2014, sørgede Spanien over ham, som var han et statsoverhoved. Han havde taget den mest lokale musik, man kan forestille sig, og gjort den til alles ejendom, uden nogensinde at give slip på, hvor den kom fra.