I 1922 besluttede to unge andalusiere sig for, at flamenco var ved at dø. Komponisten Manuel de Falla og digteren Federico García Lorca mente, at cante jondo — den dybe sang, flamencoens ældste og mest rå kerne — var ved at blive kvalt af café-underholdning, og de satte sig for at redde den.

Deres svar var en konkurrence. På Alhambras Plaza de los Aljibes i Granada iscenesatte de Concurso de Cante Jondo og udelukkede bevidst professionelle sangere, så ukendte gamle sangere fra landsbyerne endelig kunne komme til orde. En ung dreng og en ældre mand delte førstepræmien.

Det vakte opsigt langt ud over Granada. Falla skrev lidenskabeligt om musikkens gamle rødder; Lorca holdt foredrag om duende, det mørke gys en ægte sanger fremkalder. Tilsammen forvandlede de en folkemusiktradition til noget, Spaniens kunstnere kunne tage alvorligt.

Historikere diskuterer stadig, hvor meget konkurrencen egentlig reddede. Men den ændrede debatten for altid — og det er grunden til, at den dybe sang et århundrede senere ikke betragtes som et turistnummer, men som en af Europas store vokale kunstformer.