Enhver guitar, du nogensinde har hørt – flamenco, klassisk, ja selv akustisk på en popindspilning – skylder noget til en stille andaluser ved navn Antonio de Torres. Han arbejdede i Almería og Sevilla i midten af 1800-tallet og løste de konstruktionsspørgsmål, som alle andre stadig diskuterede.

Hans gennembrud lå inde i kassen. Torres anbragte de tynde træribber under lydbunden som en vifte og forstørrede korpusset, så toppen kunne svinge frit og give guitaren langt mere volumen, varme og balance end noget tidligere instrument. Han beviste det endda ved at bygge en guitar med sider af papirmache – og den sang stadig.

Han standardiserede mensuren og de proportioner, som luthierer bruger den dag i dag. Tag en moderne klassisk guitar i hænderne, og du holder i bund og grund en Torres. De store bygmestre, der kom efter ham, forfinede hans idé – næsten ingen af dem erstattede den.

Det er en meget andalusisk historie: ingen fanfare, ingen formue – Torres døde fattig – blot en håndværker, der stille og roligt forfinede et objekt, indtil hele verden tog det til sig uden rigtig at lære hans navn.