Før der var spansk pop, var der coplaen. Den blomstrede fra 1920'erne og frem til midten af århundredet, og den pakkede hele romaner ind i tre minutter: kvinder, der var blevet svigtet, men aldrig knækket, forbudt kærlighed, skandaler fra små byer — alt sammen leveret med tyrefægtningens drama og en vuggevises melodi.

Dens stjerner var husstandsnavne — Concha Piquer, Juanita Reina, Imperio Argentina — og dens sange, som Ojos verdes eller La bien pagá, blev skrevet af et legendarisk komponistteam, der gav Andalusien sin egen udgave af den store amerikanske sangbog.

Den havde et kompliceret liv. Coplaen blev omfavnet og flittigt sendt i radio og tv under Franco-årene, og blev senere af nogle afskrevet som gammeldags kitsch — indtil en ny generation af sangere og kunstnere genopdagede den for dens rene følelsesmæssige mod og dens galleri af trodsige kvinder.

Hør den i dag, og den føles overraskende moderne: sungne historier om begær og værdighed, i en stemme, der nægter at undskylde. Arrangementerne er måske gammeldags, men følelserne gik aldrig af mode.