
Sæt dig ned til næsten hvilken som helst flamencokoncert i dag, og der vil sidde en musiker overskrævs på en enkel trækasse og tromme på forsiden med bare hænder. Det ser ud som noget, der altid har været der. Det har det ikke: cajónen har kun været en del af flamencoen i mindre end halvtreds år.
Historien er usædvanligt velbeskrevet. I 1977 var Paco de Lucía i Lima ved en sammenkomst i den spanske ambassadørs residens, hvor den peruvianske percussionist Caitro Soto spillede. Rubem Dantas, den brasilianske percussionist i den sekstet Paco netop havde dannet, hørte mulighederne og foreslog, at de tog instrumentet med hjem.
Det gjorde de. Det nåede pladekøberne med Pacos gruppe i begyndelsen af 1980'erne og spredte sig med forbløffende hastighed. Spanske bygmestre ændrede det derefter ved at fastgøre guitarstrenge eller rasleskruer bag forpladen, hvilket giver en metallisk snerren, som den peruvianske original ikke har.
Purister knurrede, og nogle gør det stadig, over at en kasse ikke har noget at gøre i nærheden af cante jondo. Alle andre tog den simpelthen til sig, og den er nu det første, mange unge musikere lærer. En tradition holdes i live ved at optage nye ting, ikke ved at afvise dem.