
Der er et øjeblik sent på en god flamencoaften, hvor formaliteterne forsvinder. De programsatte numre er overstået, en eller anden klapper en ny rytme, stolene skrabes bagud, og alle i rummet, der kan synge en strofe, gør det pludselig. Det er bulería, og det er grunden til, at flamencoaftener er så svære at forlade.
Den voksede frem blandt gitano-familierne i Jerez de la Frontera i det nittende århundrede, oprindeligt som en hurtig, spøgefuld afslutning hæftet på en soleá eller en alegría. Navnet føres generelt tilbage til burlar, at drille eller gøre nar, hvilket siger det meste af det, man behøver at vide om dens temperament.
Under det muntre lag ligger en stram ramme: en cyklus på tolv slag med accenter, der forskyder sig under fødderne, normalt taget et sted mellem 195 og 240 slag i minuttet. Det er det palo, der tillader mest improvisation, og netop derfor er det det, man ikke kan forfalske.
Hver by har sin egen dialekt af den — Jerez, Lebrija, Utrera, Cádiz. På Costa del Sol vil man oftest høre Jerez-versionen, fordi den rejser godt, og fordi den kan noget, intet andet kan: at få et helt rum op at stå klokken to om natten.