
Når aftenerne bliver længere og mørkere, er her et stykke musik, der er skabt til dem. Manuel de Fallas El Amor Brujo — Kærlighed, troldmanden — er en flamenco-spøgelseshistorie: en ung andalusisk enke, Candela, hjemsøges af sin døde elskers jaloux ånd, som hver nat vender tilbage for at komme mellem hende og den levende mand, hun begærer.
For at bryde forbandelsen danser hun. Ved midnat opfører hun Danza ritual del fuego — det rituelle ildsdans — og lokker spøgelset ind i flammerne og ud af sit liv. Fallas musik til netop den scene, med dirrende strygere og stampende rytmer, er noget af det mest medrivende, der nogensinde er skrevet for et orkester.
Det begyndte i 1915 som en gitanería til en flamencosangerinde fra Granada og voksede siden til den ballet, som verden kender. Rødderne er rent andalusiske: melodierne er i familie med cante jondo, og dramaet stammer direkte fra folkloren i hulerne og på landet.
Spil det højt en mørk oktoberaften, og virkningen er præcis som tilsigtet — lidt uhyggelig, lidt farlig og umulig at sidde stille til. Nogle spøgelser, viser det sig, uddrives bedst ved at danse.