
Højt på væggene i koret i Málaga Katedral står to ensartede orgler, bygget i begyndelsen af 1780'erne og blandt de mest prægtige i Spanien — tilsammen tusindvis af piber, i kasser af sølv og guld. Kig godt efter, og noget stikker lige ud mod dig: rækker af horisontale trompetpiber, rettet mod kirkeskibet som en messingsektion der læner sig ud over en balkon.
Det er ingen tilfældighed. Spanske orgelbyggere gjorde trompetería de batalla “kamptrompeter”, monteret på siden så lyden skyder ud over kirken i stedet for stille at sive op i hvælvingerne til deres kendetegn. Det er klart, messingfuldt og umiskendeligt iberisk, og det forvandler en hymne til en fanfare.
Málagas par blev designet til at svare hinanden fra hver side af koret, det ene orgel kalder og det andet svarer — en stereoeffekt tre århundreder før ordet fandtes. Begge spiller stadig, og at høre dem i fuld vigør er en af de mærkeligere, mere prægtige lyde i byen.
Det er en god påmindelse om, at Málagas musik ikke begyndte med en festivalplakat. Instrumenterne, der har formet, hvordan denne kyst klinger, har stået her, synligt for alle, i hundredvis af år — man skal bare kigge opad.